Smerter i hoften hos unge
Ved smerter og problemer i hoften blandt unge skyldes det ofte en forstrækning, et vrid, overbelastning eller der kan være opstået en irritation af muskler, sene, slimsæk eller ledbånd. I blandt Elitesportsudøvere kan årsagen være afklemning mellem lårbenshalsen og hofteskålen, der sker i yderstilling, og det kan medføre irritation eller skade på ledlæben og/eller ledbrusken. Det opstår som regel, når hoften kommer i yderstilling ved at gå i hug eller når knæet føres hen over brystkassen.
I sjældnere tilfælde kan hofteproblemer skyldes små eller større bygningsfejl (dysplasi) som først begynder at give symptomer senere i livet. Aftager smerterne eller generne ikke inden for nogle dage, eller vender smerterne tilbage næste gang du dyrker sport, er det vigtigt at få det undersøgt og finde ud af hvor smerterne kommer fra.
Behandling
Behandlingen vil afhænge af selve diagnosen der bliver stillet samt hvilke områder i hoften som er påvirket. Hvis problemerne er akutte eller opstået på grund af overbelastning vil det være nødvendigt med aflastning eller hvile i en periode indtil hævelse og irritation er aftaget. Afkøling kan være relevant i akutte tilstande og smertedækning ved hjælp af smertestillendemedicin kan være nødvendig.
Hvis du oplever nedsat bevægelse i hoften gælder det om at etablere den fulde funktion i hoften og i strukturerne omkring hoften. Det kan b.la. gøres med behandling hos en kiropraktor i kombination med de rette genoptræningsøvelser. Er der tale om typer af dysplasi i hoften eller skader på ledlæbe, brusk eller knogle er det mange gange nødvendigt med vurdering og behandling på ortopædkirurgisk afdeling.
Hjælp dig selv bedst muligt
Det er vigtigt at sætte sig ind i og forstå, hvorfor problemet med hoften er opstået, da det derved er nemmere at forstå de råd og den vejledning samt eventuelle øvelser man skal lave for at afhjælpe problemet.
Hvordan er fremtidsudsigterne?
Fremtidsudsigten ved de fleste skader eller overbelastninger af hoften er god, men det afhænger naturligvis af, hvor længe problemet har været der, skadens omfang eller hvorvidt det er en gammel skade som er brudt op. Derudover vil de fleste hofteproblemer kræve en meget disciplineret indsats for et godt resultat både når det gælder behandling og genoptræning. Desværre er mange hofte- og lyske problemer langvarige, og det kan kræve tålmodighed i op til et halvt år. Det er især gældende, hvis en fuldstændig tilbagevenden til idræts- og sportsaktiviteter er ønsket.