Bækkenløsning
På grund af hormonelle påvirkninger vil der under graviditeten opstå en ”blødgøring” af alle led og ledbånd. Dette er en helt normal proces, der fortsætter gennem hele graviditeten, og bevirker, at den gravides holdning ændres og tilpasses den øgede vægt, processen sker, for at bækkenet kan blive større og mere eftergiveligt under fødslen. Smerterne kan komme fra denne store forandring, som kvindens krop gennemgår, eller de kan skyldes, at der frigøres et hormon (relaksin), der normalt først skal frigøres i forbindelse med fødslen, men som altså hos nogle kvinder frigøres tidligere.
Hos nogle kvinder er årsagen til smerterne ikke bækkenløsning, i stedet skyldes smerterne muligvis, øget belastning af kvindens muskler og led på grund af den øgede vægt og omfordelingen af denne.
Behandling
Til en start undersøger vi dig for at stille diagnosen, derefter lægges der en plan for behandlingen. I behandlingen kan indgå mange elementer, dog vil fokus være på at stabilisere bækkenet gennem øvelser samt eventuelt ledfrigørende behandling/manipulationsbehandling. Derudover vil vi give råd og vejledning i forbindelse med behandlingen af bækkenløsningen.
Symptomer
Ved reel bækkenløsning har man smerter i alle tre bækkenled. Man kan dog også opleve smerter fra kun ét af leddene i bækkenet. Det kan være lige så smertefuldt, men kaldes altså så bækkensmerter. Uanset om man har bækkenløsning, altså smerter i alle tre led, eller smerter fra et enkelt led er det vigtigt at passe på (se nedenfor). Smerterne udvikler sig som regel langsomt og kan blive værre på kort tid. Smerterne opstår som regel midt i graviditeten, men kan også opstå tidligere – hvis man eksempelvis har været gravid før.
Smerterne kan være jagende smerter fra leddene og de stråler ofte ned i lysken og ned i forsiden eller bagsiden af låret. Smerterne kan forværres ved at stå, gå og vende sig i sengen. Kvinder med bækkenløsning kan være svært handicappede i perioden, og i alvorlige tilfælde tager vil man kun være i stand til at tage korte skridt og bevæge sig stift og robotagtigt. Størstedelen med bækkensmerter får forstyrret deres nattesøvn, fordi en eller flere sovestillinger giver smerter. Som regel vil det lindre med små øvelser eller korte gåture og desuden kan en let form for massage og muskelarbejde aflaste det yderligere.
Hvor mærkes smerten og hvad forværrer den:
- Smerterne kan sidde i lænden, i området omkring skambenet (symfysen), ballerne, lysken, halebenet, underlivet og langt ned i benene.
- Smerterne kan være ledsaget af en følelse af, at benene sover og en fornemmelse af, at hofte, bækken eller ben svigter/skrider.
- Smerterne kan føles meget forskelligt fra gravid til gravid og kan for den enkelte gravide veksle fra dag til dag.
- Smerterne forværres ved bevægelser for eksempel, når du vender dig fra at ligge på ryggen og skal om på siden.
- Smerterne forværres også når du går, går på trapper eller hvis du går med en indkøbsvogn, hvor der ved alle retningsskift udløses smerter, og hvor skridtene bliver kortere og gangen næsten vraltende.
- Hvis du ligger og forsøger at løfte benet eller strække benene, udløses smerterne.
Hjælp dig selv bedst muligt
Skulle det vise sig, at dine smerter skyldes bækkenløsning, er du nødt til at skrue ned for belastningen, bevæge dig mindre og tage hensyn til dine smerter. Opstår smerterne ved en specifik aktivitet, bør du holde pause fra den øjeblikkeligt. Bækkensmerter kan være langvarige og alvorlige, hvis man ikke respekterer og lytter til symptomerne og får relevant behandling.
Hvordan er fremtidsudsigterne?
De fleste vil have stor gavn af behandling og næsten alle vil under alle omstændigheder få det bedre efter fødslen.
Kontakt din kiropraktor eller læge, hvis:
- Smerterne er så voldsomme, at du ikke kan bevæge dig.
- Smerterne forhindrer almindelig aktivitet i mere end et par dage.
- Du har stærke smerter til benene eller fornemmelse af kraftesløshed i dine ben.
- Du ikke kan kontrollere vandladning og afføring eller tarmluft som normalt.